Livet er for kort til andet end liv

Jeg havde lige været ude på den der lille løbetur, som er en del af mine nye målsætninger om livet… sidder nu på terrassen med kaffe, regnen er holdt op med at tromme på taget….  Solen ser ud til at sejre i dag, hurra for det.

En dejlig løbetur, som startede lidt tanker…. de måtte bearbejdes…. tid til Laptop og kaffe…. Så må den der Gulerod vente…. i øvrigt en forundrende forandring i mit liv, hvad er der pludselig galt med ”Snup en Sneakers” og morgen-Cola…. Hvordan kan det være, altså det der med at jeg starter en begejstring på den her tid af året, lige på den tid, hvor langt størstedelen af befolkningen i Nordeuropa, blive vinter-grå og små deprimerende…. hmmm.

Der er så meget jeg kan være forundret over…. tror næsten jeg får lyst til at genoplive den mere eller mindre håbløse, men alligevel ikke helt ligegyldige blog jeg startede sidste år på Urban…. Og dog, måske dette bare ender på Facebook…. det med en anonym Blog som kommunikeres i forsigtighed, med stor respekt og beskyttelse af den personlige anonymitet, ender oftest med at blive delt alligevel…. lad os se, hvor det ender senere. Enten bliver det slettet, gemt lokalt eller kommer på Facebook eller måske Urban-blog…. Det var i øvrigt en god veninde, ja den slags har jeg faktisk indtil flere af, altså sådan ven-veninder…. selv om det lige tog mig lidt tid, altså at finde ud af jeg kunne have den salgs forhold til kvinder, specielt til kvinder, som ikke er absolut grimme…. som introducerede mig for Urban-blog for ca. et år siden…. Hun lærte mig også noget med at smide væk, altså smide det væk, som ikke dur, og det holder jeg fast i, så måske dette allerede er slettet, før det er skrevet til ende….

Anyway, jeg er forundret…. forundret over mig selv, forundret over verden og forundret over folk….

Jeg er forundret over hvorfor det ikke bliver forstået;

-              at jeg til tider kan være irriteret over mangel på ligegyldighed, altså evnen til at være ligeglad med mig selv…. og specielt med andre, for det ville nok  gøre det hele lidt lettere…. måske….

-              at jeg til tider kan være i et humør, hvor jeg frygter at ende som ham der skal findes på gulvet, efter at have ligget død i 14 dage uden nogens savn….

-              at jeg bliver skuffet når en god ven råber om hjælp…. og efterfølgende finde ud af, der er tale om hjælp til valg af et TV hos EL Giganten….

-              at jeg hellere vil undvære end nøjes….

Jeg er generelt forundret…. men heldigvis ikke kun negativt forundret – Jeg er forundret over jeg ikke fandt ud af hvor go’ jeg er, altså ikke til at løbe, men generelt, sådan som menneske…. før jeg gennemgik det, som nogen påstår er det værste efter dødsfald…. hvilket jeg så også er lidt forundret over, jeg slet ikke er enig i….

Nå, nu er det tid til at løsne op, jeg er lige der hvor musik skal til for at fremkalde min fulde begejstring…. noget der gør mig glad og inspirere mig…. ”The Cure”…. Ja, s’gu så, men argh, wrong track…. “Friday I’m in love”…. Hmmmm…. noget der får mig til at tænke på noget jeg ikke lige kan finde ud af…. faktisk brugte jeg en del af min fredag-energi på at overbevise en, som bestemt ikke troede jeg var ”in love”, om jeg ikke var ”in love”…. Pretty depressing…. og det endte faktisk med, at jeg blev lidt skuffet over hun ikke troede det…. nu er jeg nok lidt forundret over, hvorfor jeg blev skuffet….

Anyway, jeg er forundret over jeg nok er nået til det punkt, hvor jeg måske godt kunne begynde at savne lidt nærhed, som ikke dækkes af ”Ællingernes” mange kram og knus…. Og hvorfor gør jeg så ikke noget ved det, ja hvad sku’ jeg gøre?…. Husker stadig hende der for et år siden lidt forundret spurgte, hvorfor jeg ikke havde fundet en anden, med begrundelsen…. ”du er da en meget pæn mand”…. Min første tanke var, ”gu’ er jeg da ej”…. nu er tanken om noget helt andet, det handler ikke om at være pæn eller grim…. det er samfundet, det er livet, det er den der dating-dot-whatever og folks sygelige træng for bekræftelse, som skræmmer mig væk…. De dater, de elsker og efterfølgende finder de ud af om de ka’ li’ hinanden…. Dur ikke, det er s’gu den omvendte rækkefølge jeg tror på…. ja det er s’gu så….

Jeg er forundret over jeg begynder at se mig selv som anderledes, bare fordi jeg tror…. og lever med en lille naiv drøm om den evige troværdighed og loyalitet…. og gud hvor er jeg træt af facader, smarthed og strategisk placerede smil….

Måske det bare er helt ok at være forundret…. Anyway…. skift af album, ikke mere ”The Cure” i dag…. tid til lidt mere ”for-helvede-da-energi”…. ”30 Seconds To Mars”, ”A Beauterful Lie”…. hvilket får mig til at tænke; Måske mit liv bare er en simple løgn, men nok ikke nogen ”beauterful Lie”…. måske bare sådan en forundrende løgn….

Tænk hvis dem, der er måske er lidt forundret over mig, ville begynde at spørge…. så ender det måske med jeg er den eneste der er forundret…. altså over mig i det mindste.

Slet? – gem til senere redigering? - Facebook? – Urban? – hmmmmm (jeg er forundret over jeg ikke lige ved det, alle 4 tror jeg måske)

Tænker på hende jeg kender…….. hende jeg betragter som en ægte og ærlig ven…….

Hun er en helt masse.

Hun har altid det rette svar.

Hun har altid det rette råd.

Hun har altid det rigtige smil på det rigtige tidspunkt.

Jeg drikker lidt af min øl….. så ser jeg det pludselig. Hun er faktisk ikke helt ok, ikke helt så meget på toppen som jeg håbede og forventede, ikke helt så glad som hun plejer……

Tror først det er fordi hun er træt…… men nej, det er nok den satans kærlighed……. og den satans stodder der ramte hende….… Øv hvor irriterende og gid jeg kunne være så god en ven, at hun havde det lidt bedre nu……

Jeg fløj i dag fra Heathrow til Kastrup med British Airways….. 

Under denne flyvning græd jeg det meste af vejen, jeg kunne ikke stoppe det, tårerne trillede næsten konstant ned af mine kinder og jeg var ligeglad med hvad andre tænkte…. Nu sidder jeg så alligevel og tænker på hvad den kvinde jeg sad ved siden af mon tænkte….. Jeg håber ikke hun er bekymret for mig, for det er der ingen grund til. 

Årsagen var ikke flyskræk eller vinter depresion, årsagen var romanen Stillevejen af Carsten Boe. Den bog er så fantastisk at alle bør læse den. 

Jeg har aldrig tidligere prøvet at græde over en bog, men der er intet jeg kan gøre, Stillevejen er ganske enkelt en bog som er så pragtfuld og samtidigt så sørgelig at det bringer de blødeste og vildeste følelser op i mig.  

Lige nu sidder jeg og overvejer om jeg er klar til at læse mere i dag, for det er både hårdt og skønt, at læse denne bog - Gør det!

Et parforhold uden SJOV…. Er som Risengrød uden MÆLK - Tørt og kedeligt.

Jeg er for nylig blevet påmindet om noget jeg havde glemt jeg godt kan li´. Det fik mig til at tænkt lidt over, hvorfor jeg mon havde glemt jeg kunne li’ det. 

Jeg har efterfølgende tænkt, om der måske er andet jeg godt kan li’, som også bare er glemt….. Hurtigt har jeg fundet ud af en del, som jeg godt kan li’, men bare har glemt. 

Vigtigst af alt har jeg fundet ud af jeg godt kan li’ mig selv, faktisk helt vild godt, endda. 

Men hvorfor og hvordan har jeg glemt, hvor fedt jeg syntes det er………. at spille backgammon?…. Hvor meget jeg nyder at hænge ud på en Café?…. Hvor skønt det er at gå gennem København i regnvejr?…. Og hvor sjovt det er at bygge med Legoklodser?…. og ”hvem, hvad, hvor” fik mig til at glemmer, at jeg elsker, at grine, pjatte og lave skøre ting…. 

Her de sidste par dage har jeg læst en del blogs, som i stort omfang handler om sorg opstået grundet opløste parforhold…… det er efterhånden nogen tid siden jeg selv har afsluttet et forhold….. og jeg har nok lidt svært ved at fornemme, hvilken smerte et forlist forhold kan lede til…  

Men jeg har lært og mærket, at parforhold desværre kan være dræbende for det vi kan li’….. Specielt mærkværdigt er det, hvis man glemmer man er sammen med sin partner fordi man kan li’ ham/hende……. Og helt galt er det nok, hvis vi tror vi kan li’ ham/hende, men i virkeligheden er fuldstændigt ligeglad…….. 

Til alle jer der ude med store kærestesorger…. Tænk lidt over hvad sorgen består af…. Er det tryghed, frygten for ensomhed, usikkerheden om fremtiden, økonomisk kaos, en brast drøm om kærnefamilie eller boligproblemer, som i virkeligheden skaber sorgen?…. Eller er det den tabte kærlighed du sørger over?  

Jeg tror desværre ofte det virkelige tab er alt det uden om kærligheden, mere end selve kærligheden….. Er det tilfældet, er der heldigvis super gode fremtidsudsigter. Alt det udenom fortsætter nemlig, eller også erstattes det af noget nyt, som ofte er bedre og smukkere…. Om du vil, kan partneren i de fleste tilfælde også erstattes med en bedre. 

I mit næste ”liv” vil jeg huske hvad jeg kan li’ – huske hvorfor jeg er sammen med de mennesker jeg bruger tid på – huske, vise og fortælle hvad jeg kan li’, både over for mig selv og en evt. kæreste – Husk lige, at livet let bliver ”sådan er det bare” agtigt…. Fuck det og husk hvem du er, husk hvor du er og hvorfor du er….. Husk hvorfor du bruger din energi som du gør….. Så er der nemlig en stor chance for at bevare begejstringen og derved gøre den næste kærlighed til den største og måske evige ”happiness”.  

Basta….

Jeg sad der på min terrasse, i mit latterlige forstads miljø, og pillede maling rester af mine gamle cowboy bukser, mens jeg tænkte lidt over livet. Shit hvor var der egentligt sket meget i år…… Midt i larmen af Back in Black med AC/DC, som i øvrigt havde sikret det skide plankeværk blev malet hurtigt, blev mine tanker afbrudt…. Han kom ind i haven….. han ved godt jeg hader når folk ikke ringer på…. Det hader jeg, fordi min tidligere kone har bestemt, jeg hader det….. også når det er min bedste ven der kommer….. Inden jeg råber ”Hej min ven”…… når jeg lige at tænke, ”hvorfor holder jeg stadig fast i nogle af de latterlige og demotiverende holdninger hun har smidt i mit liv”….. tanken slutter med et konsekvent ”fuck det”, efterfulgt af en yderligere forbedring, af mit allerede glimrende humør…

 Glad og nærmest begejstret, som altid, sætter han sig, finder mine cigaretter – ja han har aldrig selv cigaretter, for konen har bestemt han ikke ryger…. Igen tænker jeg, hvad er det lige der sker…. Hvorfor slår manden ikke i bordet og erklære sig som den ryger, han altid har haft lyst til at være? – Men nej det kommer nok aldrig til at ske og jeg forstår ham jo, for jeg har selv været i en lignende latterlig situation….. Jeg har stadig et problem med han kommer ind i haven min, uden at ringe på – jeg smiler for mig selv, tænker ”Fuck ham, Fuck hende” og rækker ham lighteren”…..

Han kigger anderledes på mig end normalt….. hvad er det lige han kommer for? – jeg forlader terrassen, skal lige tisse…. Kommer forbi et spejl, kigger og ser igen en mand der er lidt sødere og lidt gladere end sidst jeg så ham….. Hvad er det lige der sker med ham, altså mig…. Det er jo ikke specielt længe siden jeg blev skilt … jeg bør vel syntes livet er noget lort…. Altså bare lidt…… Men det er sgu svært, specielt lige nu, hvor AC/DC er afløst af The Cure.

Anyway tilbage til ham, nu ser han ganske alvorlig ud og så kommer det…. ”Jeg vil skilles, jeg er inspireret af dit fantastiske syn på tilværelsen og livet”…. Hurtigt tænker jeg, hvad siger jeg lige til den…. og skynder mig hurtigt og klogt at svare, ”Slap dog af, jeg er sgu ikke specielt lykkelig, jeg er jo skilt i år og naturligvis er det noget lort….. Tro du endelig ikke skilsmisse er lykken min ven”…… ”Tænk bare på mine unger, lige nu går det fint nok for mig, men hvad sker der når hun finder en anden til at lappe deres cykler, så kommer kaos, for han skal fandeme ikke lappe mine ungers cykler, hvilket han nok også er for kejtet til…. ellers ville han vel ikke være faldet for hende”……… En sekundær tanke rammer mit kloge hoved…… hvad var det lige der skete med mig for 14 år siden?….. Nå tilbage til dagens debat, som han klart har øvet sig på hjemme fra….. Alle argumenter er med i tasken….. Ifølge beskrivelsen er jeg pludselig blevet hans gladeste ven, den eneste der smiler når det regner, den eneste der i en alder af +40 danser til Guns ’N’ Roses.…… Ja, nærmest den eneste i hele verden, som lever livet med fokus på liv….. Den afsluttende kommentar er, at jeg i øvrigt er den eneste der er fraskilt i hans omgangskreds.

Snakken går og livet for min stakkels ven bliver beskrevet, som jeg har set det i mange år…. Der er tale om en tilværelse bestående af enkle og simple ingredienser: Room mates der sjældent taler, med mindre det er påkrævet at diskutere, hvem der går til forældremøde i børnehaven  - Forældre der giver deres børn gode rammer og fint tøj….. og så er der naturligvis den obligatoriske ferietur til middelhavet hver sommer…. Og endelig ikke at forglemme, istandsættelsen af det gamle hus, som han i øvrigt ikke gider bo i….. jeg tænker der nok er flest skilsmisser i familier med ”Trailer” og Silvan i nærmiljøet.

Men fuck ham, fuck det, han aner jo ikke hvad han taler om….. Godt nok har han oplevet jeg er kommet ud på den anden side hurtigere end jeg selv troede….. Altså efter jeg, i mit håbløse ægteskab, erkendte eneste løsninger var skilsmisse, men alligevel, det var jo mig og min situation……… Sådan er det sgu ikke for ham..…… Eller også er det…..

Anyway selskabet var slut, manden måtte hjem og tænke, som jeg, hans Guru, havde givet ham besked på………Alene tilbage på terrassen tænkte jeg…. Nå fint nok, fedt det ikke er noget med han har mødt en anden, det får mig til at tro på, det måske er rigtige tanker baseret på fornuft der får ham hertil…… Men humøret var dæmpet, for jeg sad nu tilbage med en underlig skyldsfølelse…… Hvorfor har han den begejstring for mit liv med AC/DC og The Cure.

Få dage efter kom han igen på besøg, denne gang ringede han på….. Nu skulle jeg bare høre……. Og så kom detaljerne om hende den skønne, som bare var super sjov og elskede høj rock musik…. Fuck ham, fuck det, fuck hende… Tænkte jeg… og det tænker jeg faktisk stadig.

Da han igen var ude, på vej hjem og tænke, som jeg, hans Guru, havde givet ham besked på…….. kunne jeg konkludere jeg klarede frisag….… Nu var det ikke længere min skyld han ville skilles….. Det var ikke mig og min begejstrings skyld…… nu var hele skylden smidt over på hans kønsdeles begejstring…….. det fik mig til at smile, ryste på hovedet og læne mig afslappet tilbage og nyde The Cure.

Han var så sød, han var så lille, han var så fin, han var så glad….. Måske blev han ofre for min agenda, som gennem mange år udviklede livet, til et liv uden lyst…… han blev ofre for et familieliv med masser af planlagt 1-2-3, nu har vi det sjovt……… Han blev et af ofrene for et familieliv af slagsen, som naturligvis må, skal og bør stoppes inden vi alle dør. 

Nu var jeg vækket, der var ikke plads til mere, jeg måtte have luft…. Jeg måtte finde min glæde…. Jeg måtte finde min lyst og mit smil…. Jeg måtte finde mig…. Ikke kun for min skyld, men for hele verdens skyld.

Jeg fandt smilet…. jeg fandt glæden…. jeg genoptog gode gamle venskaber….. Ja, nu nød jeg livet, dagen, timen, minuttet, sekundet og mig selv igen…. Jeg genkendte mig selv, som jeg havde kendt mig selv for 13 år siden…… Altså inden jeg fast besluttet i drømmen om trygge rammer og lørdagsslik, smed mig selv væk.

Men han nød det ikke, han syntes ikke det var fedt at blive kastebold, han syntes ikke om, at være en ingrediens i pakken med unger, tøj og skoleskemaer, som blev kastet fra hjem 1 til hjem 2….. Han begyndte at skrige, han lavede sit lille oprør, han ødelagde en hoveddør, han ødelagde hvad der kunne ødelægges….. Tiden gik og han fandt sig ikke i mere, noget måtte ske…… men hvad?

Et nyt hjem af den gode slags…. Altså dem med tæpper, varme og god pelspleje blev fundet….. ak ja, her er en løsning, masser af varme, masser af kærlighed og masser af ro….. hurra, hurra.

Jeg glemmer aldrig da jeg gik derfra……. Jeg skulle aldrig se ham igen, aldrig nusse ham igen, aldrig slås med ham igen, aldrig lege med ham igen.

Nu er der gået 2 dage….. Jeg ved han har det godt…… Og så har jeg det godt….. Jeg har bestemt hans skæbne….. Bestemt hvad der var rigtigt, ikke kun for ham, men for alle..… Jeg savner ham, men ved jeg har fuldført endnu en mission ”Rigtig”…. Jeg ved jeg er ”The Good Guy” som fandt, hvad der er bedst for ham….. Og jeg er klar, klar til at leve med mit savn, fordi dette er bedst for ham……

Og så fik jeg lige en sms……. Damen var ked af det, men hun kunne ikke klare det…… Hun kendte nogen der kunne, hvis jeg ikke ville have ham igen…… sidste ord var ”hvad koster han”

Havde det været ex-konen, havde det været en anden sag, så havde ”kendte nogen” kunne gøre hvad helvede de ville og prisen ville være billig, men det var ham…. Han har ingen pris, han er jo uskyldig, sød, nuttet og gudeskøn…. Hvem helvede tillader sig at spørge om en pris på ham……

Jeg samler nu kræfterne og forsøger at finde det nødvendige overskud til tavst og med et falsk smil på læben, at hente lille Cocio….. og hvad gør jeg så med verdens sødeste lille Cocker Spaniel?

Når en hundehvalp, for første gang i livet, oplever en verden fyldt af Sne

Når en nybagt forældre, for første gang holder sit barn i sine arme

Når en gammel ven, som ikke burde være det, stadig er en ven

Når man krydser målstregen og sikre en sejr

Når holdet score i overtid i en alt eller intet kamp

Når man køber bukser, som sidder bedre end forventet

Når man åbner døren og opdager hun stadig er den samme

Når man mærker varme uden gasfyr og brændeovn

……………………………

Tak til dig, som fik mig til at tænke på WOW-Effekt

Han var 17, han var fantastisk, han var alt hvad jeg gerne ville være…. Jeg var så stolt over han var min…. Det var så stort, han var så klog, så god, så sød….

Jeg var 11, jeg var lille, meget lille, jeg var alt det jeg ikke ville være…. Jeg var ked af jeg ikke var som ham…. Det var så småt, jeg var så dum, så lille, så uheldig….

De andre så op til mig, de syntes jeg var fantastisk.… men det syntes de, fordi han var min…. Ham ville de gerne have en lille del af…. Ham med byens hurtigste knallert…. Ham der kunne det med musikken…. Han var sej, han var cool, han var bare helt fantastisk….

Jeg glemmer aldrig da han forsvandt…. 12 måneder var han væk, tror jeg…. Han var langt væk på åbent hav, langt fra mig, alt og alle…. Han var så langt væk, at jeg ikke længere havde ham…. Så langt væk, at jeg til sidste havde svært ved at huske, hvad det var jeg gerne ville være….

Han kom tilbage, men ikke helt tilbage…. han blev ikke den del af min hverdag, jeg havde drømt så meget om…. Han var der på en måde, men ikke helt…. Der var opstået en afstand…. Han var ikke længere min, altså ikke på samme måde som før…. Jeg forstod ikke hvorfor han aldrig kom på besøg…. Jeg havde jo drømt om ham, ventet på ham, tænkt på ham…. Hele tiden….

Der gik år, jeg blev 18 og stor nok til at flyve fra reden…. Jeg var voksen, voksen nok til at forstå sandheden…. Voksen nok til at forstå, han aldrig var væk…. Forstå han var der hele tiden…. Forstå han bare ikke måtte være der…. Forstå det var bestemt han skulle væk, altså ikke af ham, ikke af mig…. Selv om jeg forstod det, forstår jeg stadig ikke hvorfor….

År er gået, mange år er gået, og han er stadig min bror….. Han vil altid være min bror…. og jeg er stadig stolt af min fantastiske bror…. Også selv om han er langt væk, for alligevel er han lige der….

Tak Far, fuck dig, du er et svin, hvorfor smed du ham væk…. Hvorfor fortalte du ikke det var dig og ikke ham…. Der svigtede.